Alle børn skal have en hemmelig ven
Jeg havde selv en hemmelig ven..
Jeg havde en hemmelig ven, da jeg var barn. Jeg havde nok egentlig nogle stykker, og jeg havde også mange bamser, som var mine fortrolige og venner, men der var én, som i lang tid var den bedste af de hemmelige venner. Den var ikke usynlig, som mange hemmelige venner er, for jeg havde fået den som et klistermærke…
Lurky vs. Lucky
Den så sådan ud, og jeg har siden fundet ud af, at den ikke hed Lucky, som jeg troede, men Lurky 
Jeg er ret sikker på, jeg har fået den i et glas Nutella. Vi boede på det tidspunkt syd for Århus, og der blev arrangeret ture over grænsen til Tyskland hver weekend. Så kørte man afsted om morgenen, handlede i nogle timer i Tyskland og kørte hjem igen.
Det var ikke noget, vi gjorde tit, men det skete, og så fik jeg altid lov til at få et glas Nutella. (Jeg var meget glad for Nutella – og chokolade i det hele taget). I låget på Nutellaglasset var der nogle gange klistermærker – og Lurky fulgte altså med sådan et glas dengang, jeg var barn. Faktisk var det lidt heldigt, at vi fandt hinanden, for det kunne jo lige så godt have været et andet klistermærke, og så havde jeg ikke fundet Lurky…!
Lurky var en praktisk, hemmelig ven, fordi han var flad, ikke særligt stor og kunne være i lommen eller tasken, og derfor nem at transportere med sig. Så det gjorde jeg. Men jeg begyndte også meget hurtigt at sy små bamser, som lignede Lurky. Jeg elskede at sy, og i mit fritidshjem havde vi et fantastisk krearum, hvor der var stof, garn, lim, maling og alt, hjertet kan begære, så dér var jeg stort set hver dag efter skole. Jeg syede små Lurky’s og lidt større Lurky’s, og jeg forærede dem til mine veninder og til min far.
Mine forældre var skilt, og jeg så ikke min far særligt tit. Så derfor syntes jeg, at han skulle have en hemmelig ven fra mig, som kunne trøste ham, hvis han blev ked af det eller savnede mig. For jeg savnede min far usigeligt meget. Og når det var værst, så trøstede Lurky mig. Så jeg syede altså trøst til min familie og venner
Jeg ved ikke med mine veninder, men min far havde Lurky stående helt til sin død i 2015. Den stod på kanten af sofaen – lidt falmet og dens følehorn var lidt i uorden, men den var en fast del af hans sofa.
Jeg har siden fundet klistermærket med Lurky i en gammel madkasse fyldt med hele min klistermærkesamling fra dengang. Det var et skønt gensyn. Jeg blev helt nostalgisk og kunne se, at jeg havde passet utroligt godt på det. Jeg brugte det i 2001, da jeg søgte ind på Filmskolen, og man skulle have en ting med, der kunne vise, hvem man er. Jeg tog det med, for at vise, at jeg har fantasi, men også, at jeg er betænksom overfor andre. Jeg har desværre siden mistet det i forbindelse med en flytning… 
Så nu lever Lurky kun i min hukommelse – og på sin vis også i Totterne. For mit håb med Totterne er, at de skal blive børnenes hemmelige venner. Der trøster, hvis man bliver ked af det eller føler sig lidt alene. Som giver nærvær og tryghed. Dén bamse, man lige kan klemme eller nusse, så det bliver lidt lettere at klare det hele.
Det var tanken, da jeg sad og syede de første Totter hjemme ved symaskinen og selv tegnede mønstret, klippede øjne og munde ud og minutiøst syede dem fast. De blev fyldt med de samme ønsker, som dengang jeg var barn og syede dem til mine venner og min far. (Så det er måske ikke så mærkeligt, at Plystot ligner Lurky ret så meget… Det er slet ikke bevidst, men nu hvor jeg finder et billede frem af Lurky, så kan jeg godt se, at der er en sammenligning – og måske er det derfor Plystot lidt er min yngling…
Dét må Rundetot dog ikke få at vide!)