Ugens tip: Begge hænder fri
Det kan virke banalt, men sådan er det oftest med de bedste tips og tricks. Og man ved det jo ikke, før man ved det eller en anden fortæller en, at det her, dét er smart, så det skulle du også prøve. Og et af mine bedste tips det er: Få begge hænder fri på så mange måder som muligt.
Bærer du også rundt på dine børn?
Jeg har lille Viola, som er lige lidt over 1 år gammel. Hun er skøn og dejlig, men hun er også en rigtig puttepige, som meget gerne sidder på mors arm. Og jeg har båret rundt på hende det meste af hendes 1-årige liv. (Ikke mindst, fordi hun også er sen til at gå og derfor stadig ikke kan aflaste mig ved selv at stå på sine to ben). Men det er jo sådan vi gør med vores små guldklumper. Vi bærer rundt på dem.
Benyt dig af vikle-vidunderet!
Jeg vil som det første anbefale en rigtig god vikle! Det er ikke kun rigtig godt for den tidlige hud-mod-hud-kontakt, eller som tryghed for den helt lille, som ofte falder i søvn i viklen – men det er også en Guds gave, for det giver BEGGE HÆNDER FRI!
Så kan man pludselig åbne, lukke og ordne ting – fordi man har begge hænder til at lyne, låse, dreje, og lægge på plads.
Det er sådan en kæmpe hjælp. Jeg har ikke selv investeret i en dyr vikle til mit første barn eller til Viola, der er nummer to. Den ene lånte jeg af en veninde, den anden fik jeg i en rotationsgruppe på Facebook.
Den ene var blød og en strækvikle, den anden en fast vikle. Jeg har fulgt Slyngejordemoder på Instagram og googlet mig til videoer på Youtube for at finde ud af, hvordan jeg skulle binde den. Og så har jeg testet og testet på mig selv (og Viola), hvad der fungerede bedst for os. For dét der fungerede med storebror har ikke været lige så godt med lillesøster. Sådan er de jo individuelle væsner.
Viklen er nem, fordi den også er forholdsvis nem at pakke. Bevares, den er megalang og lidt uhandy nogle gange, men den kan nemt brokkes ned i en taske, og så er man på farten.
Du kan også bruge en bæresele
Jeg har dog også haft en bæresele. En gammel BabyBjørn, som jeg også har arvet fra en veninde. Og den har nogle andre fordele frem for viklen, men er også mest egnet til de lidt større børn. Jeg har været glad for den efter barnet er blevet 4-5 måneder og selv kan holde hovedet og selv er begyndt at søge ud mod verden. En nysgerrig lille baby kan godt blive helt arrig, hvis han eller hun ikke kan se, hvad der sker i verden, så dér har bæreselen været perfekt, fordi jeg har kunnet bære hende, så hun kunne kigge ud mod verden, men vende hende ind mod mig, hvis hun skulle sove.
Både vikle og bæresele kan begge blive meget varme. Man er meget tæt på sin lille mini-radiator af et barn, så sørg for, at du eller barnet nemt og hurtigt kan komme af med lidt tøj, så I ikke koger over.
Drop de tunge pusletasker
Andet tip til håndfri omgang med barnet er i forhold til de mange andre ting, vi nogle gange bærer på – sammen med barnet, nemlig pusletasken!
Da jeg var gravid med min første var jeg meget optaget af, hvad ”man skulle have” af udstyr til når den lille kom. Og jeg fik også en pusletaske, som jeg kunne forstå var et rigtig godt mærke. Den har også været ekstrem slidstærk, rummelig og der fulgte et lille pusleunderlag med, som jeg har været virkelig glad for. Men den er med 1 skulderstrop, og når der er bleer, skiftetøj, bleposer, en eller to sutteflasker, senere små bøtter med mos, figenstænger, smoothiepakker, stofbleer, vådservietter, ekstra sutter, noget snackagtigt til moren og en telefon, to babyalarmer, lidt panodil og salve til numsen osv. osv. osv. i den – Ja så bliver den både stor, rund og tung at slæbe.
Når man så smider den på skulderen og samtidig også oftest har barnet på samme arm, er man altså godt tynget ned. Jeg har decideret fået hold i nakken af at bære på sådan en omgang på en tur i zoo, og vi skulle endda ikke hele vejen rundt, men kunne smide enten barn eller taske i barnevognen undervejs som aflastning. Men det kan jo ikke være rigtigt, at man skal have aflastning for sin pusletaske 🙂
Så derfor er jeg her med barn nr. 2 blevet inspireret af børnenes megaseje fadder, der er alenemor med tre børn. Hun kommer altid til alle arrangementer med en god taske på ryggen. Sådan en Haglöf eller hvad den hedder, som kan rumme noget, og som har nogle gode stropper og dermed støtte i ryggen.
Jeg har fundet en lidt mindre udgave, en skuldertaske, som er perfekt – og som giver: Hænderne fri!!!
Selvom den ikke er supersexet og ikke kan konkurrere med de smarte tasker, som dem fra mødregruppen havde, så kan jeg se, at mit skuldertaske-trick langsomt har spredt sig. For da vi fik snakket om det, var alle mødrene tyngede af sine pusletasker, og ville hellere ligne en på vandretur end have ondt i ryggen og gå som en gammel dame med hofteskade.