Jeg havde selv en hemmelig ven..

Jeg havde en hemmelig ven, da jeg var barn. Jeg havde nok egentlig nogle stykker, og jeg havde også mange bamser, som var mine fortrolige og venner, men der var én, som i lang tid var den bedste af de hemmelige venner. Den var ikke usynlig, som mange hemmelige venner er, for jeg havde fået den som et klistermærke…

Jeg har siden fundet klistermærket med Lurky i en gammel madkasse fyldt med hele min klistermærkesamling fra dengang. Det var et skønt gensyn. Jeg blev helt nostalgisk og kunne se, at jeg havde passet utroligt godt på det. Jeg brugte det i 2001, da jeg søgte ind på Filmskolen, og man skulle have en ting med, der kunne vise, hvem man er. Jeg tog det med, for at vise, at jeg har fantasi, men også, at jeg er betænksom overfor andre. Jeg har desværre siden mistet det i forbindelse med en flytning… 

Så nu lever Lurky kun i min hukommelse – og på sin vis også i Totterne. For mit håb med Totterne er, at de skal blive børnenes hemmelige venner. Der trøster, hvis man bliver ked af det eller føler sig lidt alene. Som giver nærvær og tryghed. Dén bamse, man lige kan klemme eller nusse, så det bliver lidt lettere at klare det hele.

Det var tanken, da jeg sad og syede de første Totter hjemme ved symaskinen og selv tegnede mønstret, klippede øjne og munde ud og minutiøst syede dem fast. De blev fyldt med de samme ønsker, som dengang jeg var barn og syede dem til mine venner og min far. (Så det er måske ikke så mærkeligt, at Plystot ligner Lurky ret så meget… Det er slet ikke bevidst, men nu hvor jeg finder et billede frem af Lurky, så kan jeg godt se, at der er en sammenligning – og måske er det derfor Plystot lidt er min yngling…

Dét må Rundetot dog ikke få at vide!) 

Den første bog

Totternes første bog er en såkaldt leporellobog eller harmonikabog eller ganske enkelt en “folde-ud-bog”. Den er fyldt med Totterne, dyr, planter og tegninger. Og helt uden ord. Men det er ikke ensbetydende med, at den ikke kan fyldes med ord – og lyde og sange. De kommer bare fra mor eller far, når de læser bogen højt for barnet. Men hvordan gør man nu det?

Her nedenfor kan du læse en artikel skrevet af Hanne Sass Jensen, bibliotekar ved Ballerup Bibliotek. Hun er stor fortaler for de tekstløse billedbøger. Artiklen handler ikke mindst om, hvordan man bør blive ved med at læse ordløse billedbøger helt op i skolealderen, og hun giver en masse tip til, hvordan man kan gribe det an – og hvorfor man bør, så dit barn får et godt sprog og sprogstimuleres, som det så fint hedder.

Totternes folde-ud-bøger er til de helt små børn, så de kan ikke så godt snakke med selv, men brug tipsene til at lade det være okay at fjolle, lave lyde, synge en sang om mariehønen og udforske tegningernes farver og Totternes opdagelser.

Mange forældre kan godt lide at læse billedordbøger sammen med deres børn for at lære dem nye ord, men det viser sig at tekstløse billedbøger, der har et handlingsforløb, nok er bedre egnede til at stimulere den sproglige udvikling hos børnene.

Billedordbøgerne giver ikke på samme måde mulighed for at anvende ordene i en sammenhæng, og den voksne kommer heller ikke så naturligt til at bruge abstrakte ord, som er supervigtige for børnene at lære.

Ved læsning af billedordbøger nøjes de læsende i højere grad med at anvende de konkrete ord, der knytter sig til billederne. Så tekstløse billedbøger er faktisk fulde af ord, og der er flere målgrupper, der kan have ekstra fordel af at læse disse bøger.

Den ene er de små skolestartere, der kan have stort udbytte at læse selv korte ordløse billedbøger sammen med deres voksne, fordi de bliver eksponeret for et mere avanceret sprog, som det de vil komme til at møde i skolen, og som er med til at danne grundlaget for udviklingen af den senere læsekompetence.

En anden målgruppe er nye børn i Danmark, der endnu ikke kan læse på dansk, men som alligevel kan få en dejlig læseoplevelse med ordløse billedbøger, uanset om bøgerne bliver ”læst” på modersmålet eller på dansk og dermed kan bruges som træning i blandt andet dansk ordforråd og kohæsion.

Tips til hvordan man griber tekstløse billedbøger an

Hvis man som voksen føler sig usikker på, hvordan man skal gribe de ordløse billedbøger an, så er her nogle idéer:

1. Stil spørgsmål

Bed barnet om at komme med sine egne tanker og meninger om historien. På den måde er du med til at opbygge barnets selvtillid som læser. Spørgsmålene kan for eksempel være ”Hvad tror du nu, der sker?”

(forudsigelse), ”Hvordan har den lille elefant det?” (socio-emotionel analyse), ”Har du også prøvet at føle dig alene?” (personlig erfaring), ”Hvad slags dyr er med i historien?” (ordforråd), ”Hvorfor tror du den opfører sig sådan? (kritisk tænkning).

2. Skab et sammenhængende forløb

At kunne forstå et handlingsforløb og forudsige begivenheder er vigtige evner for det lille barn. Spørg barnet om, hvad der mon sker på den næste side og snak om, hvad der allerede er sket f.eks. ”Hvor var det, vi så musene henne tidligere?”. I kan sagtens bladre frem og tilbage i bogen og gå på opdagelse på siderne.

3. Lad barnet sætte tempoet

Børn elsker gentagelser, og der er ingen grund at skynde sig gennem bogen. Man behøver heller ikke læse bogen færdig, men kan nøjes med at fordybe sig i de sider, der fanger barnets opmærksomhed. Tal om farverne, figurerne og detaljerne. Lad barnets fantasi styre læsningen.

4. Fjol bare løs!

Måske har I lyst til at give bogens karakterer fjollede navne eller til at lave lyde, der passer til handlingen. Lad barnet komme med forslag til, hvordan det lyder, når man trækker en giraf i halen eller når bogreolen vælter? Det kan være, at personerne har sjove stemmer eller bevægelser?

Artiklen er gengivet med tilladelse fra Hanne Sass Jensen.