Alle børn skal have en hemmelig ven

Lurky vs. Lucky

Den så sådan ud, og jeg har siden fundet ud af, at den ikke hed Lucky, som jeg troede, men Lurky  Jeg er ret sikker på, jeg har fået den i et glas Nutella. Vi boede på det tidspunkt syd for Århus, og der blev arrangeret ture over grænsen til Tyskland hver weekend. Så kørte man afsted om morgenen, handlede i nogle timer i Tyskland og kørte hjem igen.

Det var ikke noget, vi gjorde tit, men det skete, og så fik jeg altid lov til at få et glas Nutella. (Jeg var meget glad for Nutella – og chokolade i det hele taget). I låget på Nutellaglasset var der nogle gange klistermærker – og Lurky fulgte altså med sådan et glas dengang, jeg var barn. Faktisk var det lidt heldigt, at vi fandt hinanden, for det kunne jo lige så godt have været et andet klistermærke, og så havde jeg ikke fundet Lurky…!

Lurky var en praktisk, hemmelig ven, fordi han var flad, ikke særligt stor og kunne være i lommen eller tasken, og derfor nem at transportere med sig. Så det gjorde jeg. Men jeg begyndte også meget hurtigt at sy små bamser, som lignede Lurky. Jeg elskede at sy, og i mit fritidshjem havde vi et fantastisk krearum, hvor der var stof, garn, lim, maling og alt, hjertet kan begære, så dér var jeg stort set hver dag efter skole. Jeg syede små Lurky’s og lidt større Lurky’s, og jeg forærede dem til mine veninder og til min far. 

Mine forældre var skilt, og jeg så ikke min far særligt tit. Så derfor syntes jeg, at han skulle have en hemmelig ven fra mig, som kunne trøste ham, hvis han blev ked af det eller savnede mig. For jeg savnede min far usigeligt meget. Og når det var værst, så trøstede Lurky mig. Så jeg syede altså trøst til min familie og venner  

Jeg ved ikke med mine veninder, men min far havde Lurky stående helt til sin død i 2015. Den stod på kanten af sofaen – lidt falmet og dens følehorn var lidt i uorden, men den var en fast del af hans sofa.