Nem hverdag – mad

af | jan 18, 2020 | Tips og tricks | 0 Kommentarer

Med to mindre børn, og nogle gange fire børn i alt her i husholdningen, så gælder om at finde de allernemmeste løsninger til stort set alt. Og når det kommer til mad, så er der bare nogle dage, hvor man ikke kan stå og kokkerere et Michelinmåltid i flere timer, for man skal både selv på arbejde, hente børn, handle ind, hakke, snitte, koge, stege og det skal helst være alt sammen samtidig, for ellers sætter ulvetimen ind, og så har vi balladen. Der er ikke noget værre end et barn, der går og plager eller pjevser, fordi det er sulten. (Det skulle da lige være to børn, der pjevser – eller fire!) Derfor er min mand og jeg blevet enige om, at nogle dage må vi godt springe over, hvor gærdet er lavest.

Stor portion – flere dage

Det bedste kompromis vi er kommet på herhjemme, hvor min mand elsker at lave ordentlig og god mad fra bunden, det er, at han laver en ordentlig skudefuld, så der er til min. 2 dage. Eller så der er en kæmpe portion til fryseren, der kan hives op på en hektisk dag. Han er rigtig god til at lave lasagner eller kødsovser eller simregryder. Det er nemt at varme, og kan oftest kombineres med noget så nemt som en omgang pasta eller ris. Det kan man lige klare at stå med, en hektisk onsdag.

Rugbrødsmadder

En madpakke kan godt nogle gange være en halvkedelig omgang, men et aftensbord med rugbrød behøver ikke være lige så gråt og trist som farven på leverpostejen. Vi elsker at koge nogle æg, og så lave overdådige luksus æggemadder eller åbner en dåse makrel og går amok. Det er som oftest alt det pålæg, ungerne også elsker, men ikke vil have med på madpakken. Og min mand er mester i at ”spice” tingene op, så det pludselig ser ud af en masse. Eks. har han altid dild i krydderiskuffen, til æggemaden. Man kan også vinde meget ved bare at anrette det lækkert på nogle tallerkener. Det gode ved rugbrødsmadder til aftensmad er, at børnene selv kan være med til at sætte på bordet, og dermed kan vi gøre tingene sammen, frem for at man selv stæser rundt, og børnene keder sig eller ender bag en skærm.

Grøddag

Vores børn ELSKER – som i knushamrende, kan-ikke-få-nok-elsker – risengrød. Og de kunne spise det året rundt. Så det får de faktisk lov til. Fordi det også er supernemt for os voksne at lave og servere. Jeg er ikke selv særlig stor fan af risengrød, men det er smart de dage, hvor vi måske kun har en lille rest fra dagen før. Så kan de to voksne få rester, mens ungerne kan få risengrød. Jeg har endnu ikke helt perfektioneret dét at lave grøden under dyne, men det kan én af mine veninder, og det er jo for smart!!! Så har man selv minimal forberedelse, og så står den ellers og passer sig selv, indtil man skal spise!!! Jeg har kun forsøgt det i en weekend, og jeg måtte lige koge den lidt mere, men det frigav så meget tid, som jeg i stedet kunne bruge med ungerne. Og så længe de ikke kan hjælpe med i køkkenet, så vi kan bruge tiden sammen på at hakke, snitte og stege, så er det altså guld værd at kunne nogle retter eller have noget i baghånden, så vi kan få så meget tid sammen i den hektiske hverdag. 

Hvis du har et tip til noget mega nemt mad til hverdagen, så tager jeg mod med kyshånd 🙂