Ugens tip: Du ved bedst
Det kan virke banalt, men sådan er det oftest med de bedste tips og tricks. Og man ved det jo ikke, før man ved det eller en anden fortæller en, at det her, dét er smart, så det skulle du også prøve. Og et af mine bedste tips det er: Du ved bedst selv
Da jeg var højgravid med min dreng tilbage i 2016, skulle jeg hjem til en rekvisitør og aflevere nogle Totter, fordi de skulle være med i en reklame for Svanekøkkenet. Det var første gang, Totterne skulle ud i den store verden, og jeg var megaspændt, for jeg håbede jo virkelig, at det kunne kaste noget af sig. Allerhelst selvfølgelig noget salg, men det var også bare spændende, at de nu endelig skulle ud og opleves af en masse andre. At de ikke længere kun var noget, jeg selv og mine nærmeste kendte til.
Og da vi skal sige farvel, så snakkede vi selvfølgelig også om min voksende mave, for det var ved at være op over med den lille, og vi jokede lidt med, at jeg måske kom med en barnevogn, når jeg skulle hente Totterne igen. Eller måske glemte jeg alt om Totterne, når ammehjernen satte ind. (Og det gjorde jeg også lidt, men det er en helt anden historie).
I hvert fald kan jeg tydeligt huske, at hun sagde: ”Man får så utroligt mange råd med på vejen, når man er gravid, og halvdelen af dem har man ikke selv bedt om, men hvis jeg må give to råd videre, så er det de her:
Det andet råd er: Det går over.
Og her tænker jeg ikke på de større faser, som børn skal igennem, hvor de er i trodsalderen i flere måneder eller måske år, eller hvor de er igennem et tigerspring, og derfor sover dårligt i flere dage. For ja, de faser går over. Det er en del af barnets udvikling. Men når de græder fuldstændig hjælpeløst, og du prøver alt, hvad du kan for at få trøstet barnet, så sig til dig selv: Det går over. For det gør det. Om det gør det om et minut, om fem eller om en halv time, det kan vi aldrig sige noget om, men vid, at det går over. Det gør det altid.”
Da hun sagde det, kan jeg huske, at jeg blev lidt irriteret. For nu gjorde hun jo netop dét, at hun gav et råd, som jeg ikke havde bedt om. Og jeg tænkte, at når ens barn er i mega trodsalderen, og det har taget flere måneder, så gider man fandme ikke høre en eller anden dame sige: ”Bare rolig, det går over.” For hvad pokker kan man bruge dét til? Det er da på ingen måde en hjælp, men bare en provokation.
Men da jeg havde fået Villum, og han var sådan et barn, der ikke ville trøstes, men jo i ny og næ blev meget ked af det, og jeg bare sad magtesløs og forsøgte at få ham til at holde op med at græde, så huskede jeg hendes ord. Og tænkte så for mig selv: Det går over. Husk. Det går over. Tag et lille minut ad gangen. Saml kræfterne ved at huske på: Det går over.
Og det var en hjælp. For i de ord lå troen og ikke mindst håbet. Håbet om, at lige om lidt kom lettelsen, når han endelig forstod, at jeg bare forsøgte at hjælpe ham og trøste ham. Og så holdt op med at græde eller lagde sig til at sove. Håbet om, at lige om lidt, så ville jeg lykkes med dét, jeg nu engang forsøgte. Og nogle gange, så kombinerede jeg de to: ”Du ved bedst. Du kan mærke, at det er denher måde, det skal gøres på. Det er dether han har brug for. Og om lidt, så går det over. Så lykkes jeg.”
Jeg tror, kvinder er nogle af de bedste til at slå sig selv i hovedet. Jeg er i hvert fald tæt på verdensmester. Og ikke mindst med min førstefødte var jeg på ekstrem glatis. Så usikker på, hvad pokker jeg havde gang i, og helt overbevist om, at det i hvert fald ikke var godt nok. Men det må vi simpelthen stoppe med.
Der findes ikke manualer til alting. Der findes troen på os selv. Troen på, at vi kan finde svaret i os selv. I forbindelsen mellem os og barnet. Og den forbindelse skal have tid og ro til at blive etableret. Så vi kan se i vores barns øjne og mærke indeni, hvad der er det rigtige lige nu. I deri finde styrken til at stå de svære stunder igennem. For de kommer. I større eller mindre grader.