Med to mindre børn, og nogle gange fire børn i alt her i husholdningen, så gælder om at finde de allernemmeste løsninger til stort set alt. Og når det kommer til mad, så er der bare nogle dage, hvor man ikke kan stå og kokkerere et Michelinmåltid i flere timer, for man skal både selv på arbejde, hente børn, handle ind, hakke, snitte, koge, stege og det skal helst være alt sammen samtidig, for ellers sætter ulvetimen ind, og så har vi balladen. Der er ikke noget værre end et barn, der går og plager eller pjevser, fordi det er sulten. (Det skulle da lige være to børn, der pjevser – eller fire!) Derfor er min mand og jeg blevet enige om, at nogle dage må vi godt springe over, hvor gærdet er lavest.

Stor portion – flere dage

Det bedste kompromis vi er kommet på herhjemme, hvor min mand elsker at lave ordentlig og god mad fra bunden, det er, at han laver en ordentlig skudefuld, så der er til min. 2 dage. Eller så der er en kæmpe portion til fryseren, der kan hives op på en hektisk dag. Han er rigtig god til at lave lasagner eller kødsovser eller simregryder. Det er nemt at varme, og kan oftest kombineres med noget så nemt som en omgang pasta eller ris. Det kan man lige klare at stå med, en hektisk onsdag.

Rugbrødsmadder

En madpakke kan godt nogle gange være en halvkedelig omgang, men et aftensbord med rugbrød behøver ikke være lige så gråt og trist som farven på leverpostejen. Vi elsker at koge nogle æg, og så lave overdådige luksus æggemadder eller åbner en dåse makrel og går amok. Det er som oftest alt det pålæg, ungerne også elsker, men ikke vil have med på madpakken. Og min mand er mester i at ”spice” tingene op, så det pludselig ser ud af en masse. Eks. har han altid dild i krydderiskuffen, til æggemaden. Man kan også vinde meget ved bare at anrette det lækkert på nogle tallerkener. Det gode ved rugbrødsmadder til aftensmad er, at børnene selv kan være med til at sætte på bordet, og dermed kan vi gøre tingene sammen, frem for at man selv stæser rundt, og børnene keder sig eller ender bag en skærm.

Grøddag

Vores børn ELSKER – som i knushamrende, kan-ikke-få-nok-elsker – risengrød. Og de kunne spise det året rundt. Så det får de faktisk lov til. Fordi det også er supernemt for os voksne at lave og servere. Jeg er ikke selv særlig stor fan af risengrød, men det er smart de dage, hvor vi måske kun har en lille rest fra dagen før. Så kan de to voksne få rester, mens ungerne kan få risengrød. Jeg har endnu ikke helt perfektioneret dét at lave grøden under dyne, men det kan én af mine veninder, og det er jo for smart!!! Så har man selv minimal forberedelse, og så står den ellers og passer sig selv, indtil man skal spise!!! Jeg har kun forsøgt det i en weekend, og jeg måtte lige koge den lidt mere, men det frigav så meget tid, som jeg i stedet kunne bruge med ungerne. Og så længe de ikke kan hjælpe med i køkkenet, så vi kan bruge tiden sammen på at hakke, snitte og stege, så er det altså guld værd at kunne nogle retter eller have noget i baghånden, så vi kan få så meget tid sammen i den hektiske hverdag. 

Hvis du har et tip til noget mega nemt mad til hverdagen, så tager jeg mod med kyshånd  

Musik er magisk. Musik kan noget helt særligt, og jeg skal ikke gøre mig alt for klog på, lige præcis hvad det er, musik kan sådan rent videnskabeligt, men jeg kan fortælle, hvad det kan i forhold til mine egne børn.

Syng, mens de ligger i maven

Jeg har altid sunget godnatsang for min ældste dreng. Jeg endte meget hurtigt med at synge den samme sang ”på repeat”. Den er nem, og jeg kan synge den samtidig med, at jeg tjekker min telefon eller filer negle eller hvad jeg ellers kunne få tiden til at gå med under en putning. I mit tilfælde er det ”Pjerrot sagde til månen”. Den ændrede jeg kreativt til ”Villum sagde til månen”. Drengen elsker sit eget navn, og det passede ham rigtig godt, at jeg sang en sang om ham.

Så den sang har jeg sunget hver aften. Også da jeg blev gravid med min datter. Hun må have ligget inde i maven og mærket, at jeg selv var afslappet, når jeg sang den. Jeg selv lå ved siden af min søns seng og sang. Hun have hørt den mindst en halv million gange. Så da hun kom til verden, så var det naturligt for mig at synge ”Viola sagde til månen”.

Fra allerførste gang jeg sang den for hende, kunne jeg mærke, at hun reagerede på en helt særlig måde på netop dén sang. Det kunne stort set uden undtagelse stoppe hendes gråd i samme sekund, jeg begyndte at synge. Nogle af de første oplevelser af nærvær mellem hende og mig, øjenkontakt og smil, det har været, når jeg har sunget for hende. Ikke mindst, når jeg sang ”Viola sagde til månen”.

Så én ting er, at ”opdrage” sine børn musikalsk ved at spille Beatles eller Metallica for maven. Men jeg kan kun anbefale, at man selv synger.. Også selvom det måske kan virke lidt småfjollet. Især, hvis man ikke har én at synge for.

Spil musik for dem

Da min mands to ældste børn var små var hans aftenritual at sætte en CD med Søs Fenger på. CD’en hedder ”Vuggeviser”, og den har jeg også spillet for min ældste dreng. Helt indtil den var så slidt, at den hakkede for meget. Det kan anbefales som et alternativ til selv at synge. Selvom alle altid siger, at dit barn vil elske din sang, lige meget om du så synger pivfalsk, så er der nogle, som ikke føler sig komfortable med at synge højt. Så kan en CD (eller noget mere nymodens) være en god idé.

Søren kombinerede Søs Fengers musik med et hyggeligt aftenritual. Børnene følte sig trygge og selv associerede musikken med den rolige, hyggelige og trygge stund. Da de så blev en 3-4 år, kunne han næsten ”nøjes” med at sætte musikken på og så gå ud af rummet. Så lagde de sig selv til at sove. Det er jo for mange drømmescenariet; at putningen ikke skal være en timelang kamp.

Tryghed og nærvær er supervigtige komponenter, når børn skal sove. Det kan nogle gange være svært at fremskaffe på kommando i en travl hverdag. ”Træning” med eks. sang eller musik helt fra nyfødt kan derfor være givet godt ud.

Lad dem selv spille og synge og opleve musikken på egen krop

Nu hvor min søn er blevet 4,5 år, kan man tydeligt mærke, at han har været omgivet af meget sang og musik gennem hele sin barndom. Han er selv rigtig glad for at tromme på bordet eller synger med på sangene i bilradioen.

Der er til hverdag rigtig meget krudt i rumpen på ham. Det kan somme tider være svært at skabe ro og koncentration. Men de gange, jeg har haft ham med til koncert – ikke mindst de koncerter, hvor børnene inviteres med til at lave lydene, synge med eller larme på instrumenter, dér har han været fokuseret.

Herhjemme elsker vi Sille og Palle som rejser rigtig meget rundt i landet og giver koncerter. De elsker deres børnepublikum, og det smitter. De giver både egne koncerter, de spiller salmer. Nogle vil også kende en del af deres musik, fordi de både har optrådt med Djanzz og Rosa fra Rouladegade.

Så jeg kan kun sige, at Musik er Magisk… Ikke mindst, når det formidles til og gennem vores børn.

Et nyt år truer – Så hermed vil jeg dele nogle af de gode ambitioner, jeg har for mig selv (og min familie) for det nye år.

1. Mindre rod

Jeps. Det skal være slut med at være et rodehoved. (Her godt 40 år efter jeg blev sådan ét, for i bund og grund tror jeg, jeg er født et rodehoved). Men. Nu skal det være. Nu skal jeg ikke rode mere. Og det skal de andre heller ikke. Så derfor har jeg følgende ambition: Hvert barn skal have en kasse i vores køkkenalrum. En kasse, man som voksen har lyst til at se på, for den skal stå der hele tiden, og en kasse, som tydeligt fortæller, at dette er Villums kasse, Violas kasse, Esthers kasse osv. Og når jeg så går rundt i vores fælles rum, og støder på en ting, som tilhører én af ungerne, så skal det bare direkte i kassen. Uden brok, irritation eller kommentarer. Bare direkte i kassen. Og hvis der så kommer et barn og spørger: Hvor er dit? Hvor er dat? Så vil jeg ikke sige noget, men bare pege på kassen. Det skal være forbudt at spørge, før man har kigget i kassen. Det tror jeg, vil eliminere en del rod, for så vil ting pludselig have en plads. Det skal i kassen, indtil den rette ejermand selv flytter det hen, hvor det hører til. (Jeg overvejer også lidt, om vi voksne skal have sådan en kasse)…

2. Mindre rod

Jeps. Endnu en ambition, der skal eliminere rod. Det er noget, jeg snakkede med en mor nede i børnehaven om, og jeg har endnu ikke luret, om det er en del af en eller anden oprydningsgurus tips, men jeg har taget det til mig og satser på at prøve det af i det nye år: Alle giver 10 min. hver dag til oprydning. Det skal være et fast ritual. Som at spise aftensmad, tage ud af bordet og smøre madpakker. Hvis alle giver 10 min. hver dag, så vil det gøre en verden til forskel i eks. weekenderne, hvor der som oftest skal bruges ekstra tid i forhold til rengøring, tøjvask osv. Vi er seks personer hver anden uge her i huset. Nu er jeg med på, at hende den mindste på 1,5 år ikke kan være med til at rydde op i 10 min. hver dag, men tænk, hvis vi alle gør det, så svarer det til 60 minutters oprydning, HVER DAG! Det er jo vildt at tænke på. Og tænk, hvor lidt 10 min. vil føles for alle? Wauw! Jeg er vild med det! Så dét skal vi have inkorporeret i det nye år.

3. Mindre rod

Jojo. Endnu en tanke, som jeg har tyvstjålet, men som jeg håber, kan afhjælpe rodet. Ikke mindst på de mindstes børneværelser. For de har helt ustyrligt meget legetøj, de to. (Vi har været så heldige at arve fra højre og venstre, og det er vild luksus, men OMG, der er meget legetøj). Men så hørte jeg om dette tip: Sorter legetøjet i 2-3 kasser (alt efter, hvor meget legetøj, der er). Og så stiller man kun 1 kasse frem, og de andre på loftet, i kælderen eller hvor det nu er muligt. Og hver den 1. lørdag i måneden eller måske hver 2. måned, så bytter man kassen med en anden. Altså stiller kasse 1 op på loftet og lader børnene vælge, hvilken kasse de nu vil have ned. Dermed er der måske kun 1/3 eller måske endda ¼ af det legetøj, de har, på værelset, og dermed kan man nemmere holde det ryddet og overskueligt. Jeg sidder lige og overvejer, om man måske skal trække lod om, hvilken kasse, der kommer ned… Men det er mest fordi jeg ved, min søn nok vil have dem alle ned, når han ser dem… Nå. Det må komme an på en prøve.

Vi har også en masse ambitioner om at have en kødfri dag, tabe os, komme mere ud og gå nogle ture, jeg vil gerne cykle noget mere, men for nu, så tror jeg, jeg holder mig til disse meget konkrete ambitioner. Dem, hvor der er en klar køreplan, og hvor vi fælles kan være sammen om at hjælpe hinanden. For mindre rod burde stresse mindre og dermed give noget mere overskud til de der skønne unger – og hinanden, vi voksne imellem.

Rigtig godt nytår!

Det kan virke banalt, men sådan er det oftest med de bedste tips og tricks. Og man ved det jo ikke, før man ved det eller en anden fortæller en, at det her, dét er smart, så det skulle du også prøve. Og et af mine bedste tips det er: Opdrag dine børn

For selvom man nogle gange godt kan stå og tænke: “Lorteunge! Jeg orker dig ikke.” om sine egne børn (og her tænker jeg mest på eks. min dreng på 4 år, der er i den vildeste trodsalder, hvilket gør hver morgen MEGET slidsom, fordi alt skal udfordres, diskuteres, forhandles).

Ja, så elsker jeg ham jo betingelsesløst, og han skal ikke sende mig mange smil, før jeg smelter. Men sådan er det jo altså ikke for alle, der har med ham at gøre.

Der kan han smile nok så meget, og de vil stadig synes, at han var vildt irriterende, forkælet, uopdragen osv. Og derfor tænker jeg, at der er nogle kampe, vi er nødt til at tage med vores børn, hvor slidsomme de end må være. Hvor drænede for energi vi selv måtte være. Hvor hektisk hverdagen end måtte være. For ellers ender vi med at have nogle børn, som andre ikke gider.

Og det ville jeg blive mere ked af, end at tage kampen om shorts i december måned. Eller om man skal sige ”be om”, ”tak”, lære, at man må vente på, at det bliver ens tur, at man skal dele nogle ting, selvom man ikke har lyst, at der er noget, der hedder ”pyt”. Vi bliver født ind i et fællesskab. Og dette fællesskab skal helst kunne holde ud, at være i fællesskab med vores børn.

Når de er fire eller fyrre.

Det kan virke banalt, men sådan er det oftest med de bedste tips og tricks. Og man ved det jo ikke, før man ved det eller en anden fortæller en, at det her, dét er smart, så det skulle du også prøve.

Cola i kaffekoppen

Og det er jo lidt åndssvagt, men det er så sandt. Vælg det stærkeste tyggegummi, for når dit barn så plager og plager, når du selv spiser et stykke, så kan du give det et stykke selv, men de vil med stor sandsynlighed spytte det direkte i skraldespanden. Og når de så ser dig næste gang tage et stykke, og de spørger, om de må få, så kan du bare vise dem pakken, og være næsten 100 procent sikker på, at de siger nej tak.

Jeg har selv spist rigtig meget slik og kage gennem min barndom, ungdom og nu i voksenlivet. Og jeg vil allerhelst ikke give den vane videre til mine børn, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke spiser tyggegummi, slik og kage. Og det kan være svært, når ungerne er nysgerrige, og man bare gerne vil have en tår cola en lørdag formiddag. Så hvor dum jeg end føler mig, så sniger jeg cola i min kaffekop. For dét har min søn også engang smagt – altså kaffe, og dét skal han ikke nyde noget af igen. Det er smart, men også lidt åndssvagt.

Har du nogle gode råd til, hvordan man kan nyde sin ”guilty pleasure”? Så smid en kommentar herunder!

Det kan virke banalt, men sådan er det oftest med de bedste tips og tricks. Og man ved det jo ikke, før man ved det eller en anden fortæller en, at det her, dét er smart, så det skulle du også prøve. Og et af mine bedste tips det er: Tag vare på dig selv.

Så jeg sørger nu for at sige til alle, der også har hørt, at kamillethe er godt, at det altså er totalt no go. Man skal bruge saltvandsdråber. De samme, man kan bruge til at skabe luft i næsen, hvis barnet er snottet. Godt så. Men de er sejlivede, sådan nogle husråd. Og måske fordi, nogle af dem så faktisk virker. Så nu kommer der nogle husråd, som jeg selv har testet, og som jeg synes, har virket. Og derfor kan du notere dig dem, så de måske også kan hjælpe dig.

1. Løg under sengen mod hoste

Min datter på 1 år har haft en del hoste her i løbet af efteråret. Vi har været til lægen, som har lyttet og gjort ved, men det er ikke noget alvorligt. Det er ”noget, der bare skal have tid”. Men det hjælper jo ikke meget, når hun endnu en nat vågner og hoster, så man er bange for at lungerne skal komme med ud, og hun vækker alt og alle, så man næste dag selv er fuldstændig drænet, og hun i øvrigt også selv er vildt pylret, fordi hun er lige så træt. Og så kom jeg i tanke om, at vi havde gjort følgende med min søn, så det måtte vi nu igen prøve.

1. Hæve sengegærdet, så hun ikke lå helt fladt. Den er oplagt, og som sådan ikke et husråd, men det er det.

Nr. 2.: Skære et løg ud i kvarte, lægge dem i en skål og stille det under sengen, i den ende, hvor hun har hovedet, og hvis det ikke kan være under sengen, så måske på et natbord lige ved siden af. Det lyder åndssvagt. Det lugter som en hel pølsevogn næste morgen, men det virkede. Hun hostede markant mindre. Sov selv bedre og det gjorde vi også. Hurra.

2. Ingen mælk ved ondt i ørerne

Jeg skal ikke kunne give den videnskabelige forklaring på hvorfor, det virker eller forholder sig sådan, men både søn og datter, samt ikke mindst bonusbørnene har haft problemer med ørerne, og når der blev skruet ned for mælkeprodukterne eller de faktisk helt blev skåret ud i en periode, ja så hjalp det også på deres øreproblemer. (Eks. ved mellemørebetændelse).

Det skal ikke stå i stedet for at gå til lægen og få ørerne tjekket. Jeg vil til hver en tid anbefale, at man går en tur for meget til lægen med sin lille end ikke, men min mand har haft succes med det, jeg har selv set, det har hjulpet, så derfor kan det være værd at skrive sig bag øret. (Høhø).

3. Jordbær og amning = ondt i maven

Da Viola var helt lille, ja kun lige 14 dage gammel, så var vi inviteret til fødselsdag hos min guddatter. Det var i juni måned, så fødselsdagskagen bestod af verdens mest lækre jordbærkage. (Som i en hel bradepande med jordbærkage). Og jeg smovsede. Det var så lækkert. Og lille, nyfødte Viola. Hun fik så ondt i maven dagen efter. Åh, den lille stakkel. Og så gik det simpelthen op for mig, at et husråd siger, at jordbær giver baby ondt i maven, hvis man ammer. Ligesom stærk mad også kan give baby nogle problemer. For dét du spiser ryger jo direkte i brysterne…

Så da jeg var inviteret til fødselsdag igen nogle dage senere, og der også her blev serveret jordbærtærte, så måtte jeg altså springe kagen over. Pokkers for mig, men ingen maveproblemer til Viola.

Det kan virke banalt, men sådan er det oftest med de bedste tips og tricks. Og man ved det jo ikke, før man ved det eller en anden fortæller en, at det her, dét er smart, så det skulle du også prøve. Og et af mine bedste tips det er: Tag vare på dig selv

Der er jo nærmest ikke tid til et bad eller at drikke en kop kaffe, mens den er varm med en helt lille baby. Men jeg fik dette tip med på vejen: Brug 10 min. under din barsel på at tage make-up på. Ikke fordi du tænker: Det kan min mand godt lide, og så kan jeg se lidt lækker ud for ham. Eller: Jeg må hellere se nogenlunde menneskelig ud, når jeg skal ud med barnevognen eller når sundhedsplejersken kommer. Nej. Gør det for dig selv. Fordi du gerne vil være lidt lækker for dig selv. Og hvis du ikke brugte make-up inden din graviditet og barsel, men måske i stedet brugte en lækker creme, så sørg for stadig at bruge tiden på at smøre dig ind i den. Tillad dig at tage de minutter, der får dig til at føle dig en lille smule som ”dig før barnet”.

 For noget af det sværeste ved at få børn, sådan som jeg oplevede det, det var at miste ”mig”-tiden. Den tid, som jeg helt og aldeles selv bestemmer over. Jeg kan tælle ”mig”-tiden siden mit første barn i 2016 på én hånd. (Men jeg er også utrolig dårlig til at kræve ”mig”-tid).

Tidligere var ”mig”-tid at sidde en søndag i sofaen, helt krøllet ind i et tæppe, med en god bog eller en god serie på Netflix. Og så sad jeg bare dér, en hel dag. Uden nogen forpligtelser. Uden nogen, der stillede krav til mig. Uden nogen, der var afhængige af mig. Havde jeg lyst til mad, så spiste jeg, havde jeg lyst til at tage en lur, så tog jeg en lur. Shiiiiit, hvor havde jeg meget tid dengang!

Nu har jeg meget tid, fordi min datter på 1 år vågner kl. 5:30. Men der er godt nok meget lidt ”mig”-tid over det, når man står med strittende hår og sætter morgenmad på bordet FØR Go’ Morgen Danmark overhovedet er kommet i tanke om at sende morgenfjernsyn…

Har du selv en rigtig god måde, hvorpå du sikrer dig ”mig”-tid, så vil jeg elske at høre den.

Sig nærmer julen… For nu går vi ind i december. Og det er næsten utænkeligt, at man ikke snakker om julestress eller at julen allerede hænger én lidt ud af halsen, fordi der er alt for mange planer, arrangementer og ting, man skal i julemåneden. December emmer nogle gange meget lidt af ro, hygge og tid til familien og hinanden. Desværre. Derfor har jeg i år forsøgt at tænke lidt i, hvordan jeg kan mindske noget af presset – ikke mindst omkring indkøb af de famøse (og i nogle familier: mange) julegaver.

System på de hjemmelavede gaver

Vi har 4 børn i vores husholdning, og de tre af dem har heldigvis nogle rigtig gode børnehaver/klubber, der har sat system på julegaveproduktionen. Så dermed får de alle lavet rigtig mange gaver til mor, far, bedsteforældre og søskende, mens de er i institution. Men nogle af institutionerne har en begrænsning på produktionen, så der kan godt komme til at mangle til nogle familiemedlemmer. Og derfor har jeg lavet en lille liste over, hvem, der skal have en hjemmelavet gave – og selv tænkt nogle tanker om, hvad det enkelte barn i familien kunne ”producere”, som også vil være brugbart for modtageren. (For lad os bare være enige: Børn kan lave mange skønne ting, men om det så også er brugbart eller noget, man kan holde ud at se på – eller i det hele taget aner, hvad man skal stille op med, det er straks en helt anden snak). Så jeg ”hjælper” deres egne idéer lidt på vej.

Årets hit hos os

Nu elsker jeg selv at sidde og lave ting sammen, og den begejstring er heldigvis smittet lidt af på børnene. Derfor er det ikke en kamp at hive dem til bordet, når jeg finder materialer frem, og hjemme hos os er det helt store hit i år: Cernit. Cernit er en form for modellervoks, som man modellerer til alt mellem himmel og jord, og så bager man det ca. 15 min. i ovnen på 130 grader. Når det kommer ud af ovnen og er kølet ned, så bliver det stenhårdt, og man kan bruge det til alverdens skønne ting. Sæt en nål bagpå, og man har en sød broche. Lim det på en ring, og man har en personlig gave til sin mor, søster eller bedstemor. Vi har også taget store papirclips og modelleret rundt om, og så blev det til et meget personligt bogmærke til bedstemor, der er en rigtig læsehest. (Selve clipsen kunne snildt gå i ovnen). Derudover er en del af vores nye julepynt i år lavet af cernit. Blandt andet julesmåkager og sukkerstokke. Jeg har både siddet og hygget mig sammen med den store pige, men min dreng på 4,5 år har også leget med, og hans ”værker” har jeg sørget for lige fik et hul i toppen, så det kan blive et fint vedhæng til faster. Cernit fås mange steder. Jeg har selv købt det her

Her har jeg også købt fingerringene, som man selv kan lime sit pynt på. Pakkerne med cernit kan se meget små ud, men de rækker rigtig langt, fordi cernit lægger op til, at man sidder og laver fine, små ting. Jeg er selv blevet meget inspireret på Instagram, men ikke mindst denne profil på Facebook, hvor jeg også har luret mange metoder af – se den her.

Hermed givet videre til alle jer, fra alle os hos Totterne.

Rigtig glædelig start på julemåneden til jer alle.

Det kan virke banalt, men sådan er det oftest med de bedste tips og tricks. Og man ved det jo ikke, før man ved det eller en anden fortæller en, at det her, dét er smart, så det skulle du også prøve. Og et af mine bedste tips det er: Practice makes perfect

Men her siger jeg nu, efter barn nr. 2, og hvor jeg kan se, at barn nr. 1 overlevede alle mine forglemmelser: Ro på. Du var jo selv ved at lære det. Og ingen forventer, at man kan alting fra første øjeblik.

Man må øve sig, prøve af, fejle og så korrigere. Og sådan er det også med de der unger. Mit første bleskift ude på hospitalet var eks. fuldstændig håbløst. Jeg var lige ved at give mig til at tude. For hvordan helvede skulle den der ble vende?!?!? Og måtte jeg holde ham i benene, eller hvordan skulle jeg få den ind under ham og lukket? Og hvorfor var hans lort helt sort?!?!?

Så jeg stod i mine utroligt usexede hospitalsunderbukser, i en endnu mere usexet hospitalsskjorte, med klistret hår efter en 34-timers fødsel, en lille drengs ben i den ene hånd og en ble i den anden og kaldte: Søren!!! For så måtte min mand lige hjælpe. Han havde jo gjort det før. Og havde han ikke været der, så havde jeg ringet efter en sygeplejerske. Og hvis ingen af dem havde været der, så havde jeg formentlig googlet mig til, hvordan jeg skulle gøre.

Hahaha. Nej. Så havde jeg nok fundet ud af det ved at prøve mig frem. Blev bleen siddende, ja, så var det jo nok rigtigt. Røg den ned eller holdt den ikke på den der mærkelige sorte lort, så måtte jeg jo have gjort noget forkert, og så var det ikke værre end at prøve noget andet.